Hold da op – Debatindlæg til valgkampen i Skive

Hold da op, hvor var denne valgkamp blevet kedelig, hvis ikke Skive-Listen havde set dagens lys, skriver kandidat for Skive-Listen.

Hold da op, hvor er der kommet gang i blækket.

Hold da op, hvor man har meninger omkring Skive-Listen.

Hold da op, hvor var denne valgkamp blevet kedelig, hvis ikke Skive-Listen havde set dagens lys.

Hold da op, hvor vi i den grad trænger til en mere positiv debat for at tale vores kommune op.

Hvor er det dræbende den ene gang efter den anden fra flere af Venstres garvede politikere at læse og høre om, at Skive-Listen er en byliste med henvisning til at vi er flere, der nu engang tilfældigvis bor i den dejlige by, Skive.

Kære Jens Peter Hedevang – Venstres liste har 3-4 , der også bor i Skive. Er I så en landliste, der p.g.a. at næsten alle bor udenfor Skive kun vil området udenfor Skive. Nej vel, men det er jo disse motiver, som du prøver at hæfte på Skive-Listen.

Vi vil gerne sætte endnu mere gang i hele kommunen med Skive som lokomotiv. Og det er vel ikke os, der skal have skylden for at Realdania også mener, at det er vigtigt at satse på hovedbyen.

Vi har givet udtryk for, at man skal satse markant på de mange små og mellemstore virksomheder for at skaffe flere arbejdspladser. Kære Jørgen Christensen, nyudsprungen Venstremand, – du har mange meninger om Skive-Listen og vores erhvervspolitik, som du siger, at det kniber dig at forstå. Men også du var jo meget begejstret på DI-turen, det var vi alle.

Jeg vil gerne invitere dig og Jens Peter Hedevang på kaffe og se en virksomhed i en anden skala, så tror jeg, I vil forstå bl.a. vores ide til et nyt erhvervscenter.

Og hvis vi så ikke skal bruge tiden på at diskutere, hvor vi kommer fra, ja så kan vi læse, at kandidaterne på Skive- Listen ikke har evner og hvad der ellers er sagt – men til såvel nye som erfarne Venstre-politikere, tænk den energi, I alle har brugt på at finde kandidater til jeres liste, og vær stolte over, at der er 18 borgere udenfor Skive, der sammen med tre fra Skive vil slås for at gøre kommunen til en endnu bedre kommune at bo i, og glæd jer over, at der kommer en Skive-Listen med 31 vidt forskellige almindelige mennesker. Det er da en kæmpe sejr for vores lokaldemokrati.

Kære vælger i Skive Kommune: Du har muligheden for at hjælpe 31 vidt forskellige mennesker til at være med til at give et frisk pust til vores kommune. Vi kan garantere, at en stemme på os er en stemme på en meget mere positiv dialog, hvor vi går efter resultater og ikke efter hoveder – eller hvor vi bor henne.

Giv vores kommune en ny start – skift spor

»Skive-en by i udvikling« er vores fælles mål.

Stem på Skive-Listen liste M.

Med venlig hilsen

Palle S. Jepsen,

kandidat for

Skive-Listen,

Søndergade 10,

7800 Skive

Hvad vil jeg gøre for Skive Kommune

Jeg stiller op for Skive-Listen til valget 21. november 2017 i Skive Kommune.

Palle S. Jepsen, 60 år, Stenhugger.
Jeg er udannet stenhugger og har drevet selvstændig virksomhed i mere end 36 år.
Født og opvokset i Ringkøbing, og boet i Skive siden 1981.

Jeg har altid interesseret mig for det nære, lokale samfund, da jeg holder rigtig meget af vores by og vores egn.
Her på Skiveegnen har vi alle former for herlighedsværdier.
Mit hjerte har altid banket for den lokale erhvervspolitik, da jeg mener at med Skives geografiske placering, er dette den største resource og mulighed vi har for at vækste her på egnen.
Mit store ønske er at få etableret et nyt kompetence-center, hvor alle små og mellemstore virksomheder kan få den nødvendige professionelle hjælp og vejledning til at fastholde arbejdspladser
og til at udvikle sig.

Tænk blot, hvis hver virksomhed i hele Skive Kommune kunne øge deres medarbejderskare med 3-5%
Det er nu, vi skal have etableret dette Erhvervenes Hus eller kompetence-center med de relevante resourcer der nu skal
til for at servicere virksomhederne.

Jeg vil kæmpe for en mere åben og udadvendt styring af vores kommune. Direktionen skal være meget mere synlig for borgerne, så vi alle har mere føling med hvad der sker. Måske man kunne flytte
et enkelt byrådsmøde ud af Skive by, hvert år.

Skive Kommune skal være verdens bedste arbejdsplads.

Vi skal finde flere resoucer til de svageste i vores kommune og vi SKAL finde økonomi til alle de varme hænder der nu skal til.

 

Palle Jepsen
– din stemme vil arbejde hårdt og aktivt for Skive Kommune.
Stem på nummer 19 på liste M.